Astrid Krags syge Sundhedsstyrelse

Så er den gal igen med Astrid Krags ansvarsområde. Utroligt hvad hun kan slippe afsted med. Hun har lige ændret tilskudsreglerne for de unges tandlægebehandling, men inden da havde hun pr. 1. marts ændret tilskuddene for smertestillende midler, de såkaldte morfika. Dette kom til at gå ud over ellers velfungerende og velbehandlede smertepatienter, da de ikke længere kunne få tilskud til deres medicin.

Det er især gået ud over dem der har benyttet buprenorphin plaster, hvis dosen var på mere end 10 mikrogram i timen bortfaldt tilskuddet, hvilket gjorde at patienterne simpelthen ikke har råd til behandlingen mere. I stedet krævede sundhedsstyrelsen at der først skulle afprøves med depotmorfin tabletter eller et syntetisk morfika, oxycodon, som også skal indtages oralt. Eller et andet plaster som indeholder fentanyl. Disse midler er sløvende, giver forstoppelse og der skal mere og mere til for at opretholde virkningen. Først hvis ingen af disse præparater virker, kan man få tilskud til det som patienten fungerede godt på, altså Sundhedsstyrelsen bruger patienter til deres spare eksperimenter. Gad vide hvilke slags mennesker, som indfører disse tåbeligheder, og hvilke kompetencer de besidder. Empati har de ikke meget af, de ser kun på pengene. Man kan altså ikke bare skifte det ene morfinpræparat ud med det andet. Der er forskel på hvilken type smerte de enkelte præparater lindrer, – og ikke mindst er der en risiko med slige typer morfika. Det præparat som der ikke længere er tilskud til er ikke så farligt som de af sundhedsstyrelsen foreslåede præparater, som kan forårsage vejrtrækningsproblemer.

Jeg har kendskab til et eksempel med en kvinde på 56 år, som arbejder på et plejehjem. Hun fik buprenorphin plaster til behandling for smerter, efter flere operationer for disprolapser. Hun kunne varetage sit arbejde, dog med enkelte hensyn. Hun havde ændret sine arbejdstider til flere nattevagter, så kunne hun også vedligeholde genoptræningen i dagtiden. Efter de nye regler kunne hun ikke længere få tilskud til sine plastre, og havde derfor ikke råd. Hendes læge ansøgte om tilskud hos lægemiddelstyrelsen, men den blev afslået. Hun skulle først afprøve tre andre forskellige morfinpræparater, inden hun igen kunne opnå tilskud. Hun blev derfor henvist til en smerteklinik, for at se om de kunne hjælpe hende. I mellemtiden blev hun nød til at sygemelde sig, da hun ikke længere kunne varetage sit arbejde pga. stærke smerter som bevirker at hun ikke kunne sove. Ikke nok med smerterne er hun også bekymret om, hvornår hun mister sit arbejde. På smerteklinikken mødte hun stor forståelse for situationen, men de er bundet af Astrid Krags tåbeligheder. Hun skal prøve alternativerne, så hun fik metadon med hjem til afprøvning, men det kan give træthed og svedtendens, og det er ikke lige det hun har brug for, men hun ville da gerne prøve det. Hvor er det lige vi har en besparelse her. I stedet for at kunne varetage sit arbejde, er hun nu på sygedagpenge, men det er selvfølgelig fra en anden kasse.

Et andet mere grelt eksempel, og hvor Astrid Krag burde skamme sig, er historien om en kvinde på 84 år. Hun har i forvejen problemer med lungerne, hjertet, tarmsystemet og svær knogleskørhed, som har bevirket flere brud på rygsøjlen med sammenfald. I sine unge dage målte hun 1,63 m nu 1,48. Hun blev også smertelindret med buprenorphin plaster, som hjemmesygeplejersken skiftede to gange om ugen. Hun har dårligt syn, så piller har hun svært ved at dosere. Hendes tilskud bortfaldt også, og hun har besvær nok med at få økonomien til at hænge sammen. Hun skulle også igennem forsøgene med andre præparater, hvilket resulterede i 4 indlæggelser med konfusion, vejrtrækningsproblemer, hjerterytmeforstyrrelser og sidst men ikke mindst en operation mod tarmslyng. Hun overlevede forsøgene, hun er en sej gammel dame. Fik sit plaster tilbage, og er begyndt med sine daglige sysler. Hjemmesygeplejersken overvejer nu at vende tilbage til kun at komme 2 gange om ugen.

Er det sådan at sundhedsministeren mener at Danmarks borgere skal behandles? Specielt de ældre som har været med til at opbygge vores velfærdssystem, skal de ikke behandles med respekt, frem for at skulle agere forsøgskaniner for tåbeligheder?

Det er også kommet mig for øre at folk med nervesmerter skal afprøve forældede antidepressiv medicin, hvis der skal kunne bevilges tilskud til de nyere midler der bruges til den behandling.

Endnu en tåbelighed er kommet mig for øre, og det er indførslen af herointabletter til heroinmisbrugere, hvis disse tabletter indtages oralt, mister de heroinens virkning, som ellers er en hurtig virkning i hjernen. Ved indtagelsen af tabletterne, omdannes de straks i leveren til morfin, så virkningen bliver som stærk morfin og helt uden heroins virkning. En betragtelig billigere løsning, og med samme resultat, ville være at give morfin til misbrugerne, da det jo har den samme virkning.

Det virker som om at Astrid Krag ikke ved, hvad hun har med at gøre, og ser stort på borgernes ve og vel. Hun har mig bekendt heller ikke en sundhedsfaglig uddannelse, så hun er helt og aldeles fejlplaceret på dette vigtige område. At der også er sket for store besparelser med mange afskedigelser i Sundhedsstyrelsen, kan jo også være skyld i problemerne, men det er helt klart at ministeren måske ikke ved hvad der foregår i hendes egen baghave. Hun skulle skamme sig.

Dette indlæg blev udgivet i Dansk politik. Bogmærk permalinket.